Heerup Museum
Henry Heerup - en dansk kunstner
isærklasse!
Henry Heerup (1907-1993) er en absolut ener i dansk kunst. I kraft
af sit helt eget formsprog, sine kunstneriske kvaliteter, sin
fortælleglæde og skabertrang, blev Heerup hurtigt en del af det
danske kunstmiljø og kendt og elsket af et bredt udsnit af den
danske befolkning. På Heerup Museum præsenteres kunstnerens
malerier, skulpturer, tegninger og grafik fra en periode på mere
end 70 produktive år. Heerup markerede sig i kraft af sin særlige
evne til at beherske mange udtryksformer og er i særdeleshed kendt
for sin evne til at behandle livets store eksistentielle temaer på
en enkel og nærværende måde.
Kunstnerens liv og virke
Heerup Museum rummer en unik samling af Heerups malerier,
grafik, tegninger og skulpturer. En del personlige effekter fra
Heerups arbejdsværelse hører også til samlingen, og personlige
ejendele som billeder, breve og båndoptagelser indgår derfor i
museets fortælling om kunstnerens liv og virke. Gennem
særudstillinger og skiftende ophængninger af museets egen samling
vises mange forskellige facetter af Heerups kunst - og hans liv som
kunstner. Kærligheden, familien og haven i Vanløse var de
store inspirationskilder for Henry Heerup.
Heerup, kunstakademiet og CoBrA
Henry Heerup voksede op på Nørrebro i København. Han uddannede sig
på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1927 til 1932.
Internationalt markerede Heerup sig først og fremmest som
medlem af CoBrA fra 1949 men også med udstillinger i Venedig,
Paris, New York, Amsterdam og i de skandinaviske lande.
Heerup og Rødovre
Det er ikke tilfældigt, at Heerup Museum ligger i
Rødovre. Heerup skabte størstedelen af sin kunst i Rødovre, hvor
han fra 1946 havde sit atelier. Derfor var det naturligt, at hans
enke, Marion Heerup, skænkede kunstnerens egen samling til denne
by. Museet er bygget i tilslutning til Rødovregaard, der er byens
sidste store gård fra den gamle stationsby. Arkitekten Bernd
Kjelland har stået for udformningen af museet, der ligger smukt ned
mod Damhusengen. Arkitekten har arbejdet særligt med lysets indfald
på museet: Det kolde lys mod nord og de varme stråler fra syd
blandes i et særligt skær, der falder ind i museets sale.
Andre museer er dedikerede til danske kunstnere af de helt
store: Besøg fx J. F. Willumsen Museum
eller Thorvaldsens Museum.