Designmuseum Danmark, tidligere Kunstindustrimuseet
Poul henningesen, Kaare Klint og Arne
Jacobsen
Tre hovedskikkelser inden for dansk design, der har præget deres
samtids og ikke mindst eftertids holdning til dansk design, når det
står klarest og mest formfuldendt frem. Et besøg
på Designmuseum Danmark giver mulighed for at tage afsæt
i de tre mestres formgivning og arkitektur, og derudfra gå på
vandring i dette århundredes fortolkning af drømme og virkelighed
inden for moderne kunsthåndværk og design.
Utopi og virkelighed
Designmuseum Danmark har en særlig forpligtelse til
at formidle viden om dansk formgivning. Den permanente udstilling
"Utopi og virkelighed - det 20. århundredes kunsthåndværk og
design" giver indblik i dansk designhistories væsentligste perioder
og kan ses i lyset af tidens æstetiske diskussioner og de sociale,
tekniske og økonomiske vilkår, der er fulgt med.
Design før og nu
Museet giver også en enestående mulighed for at træde et
skridt tilbage i stilhistorien på tværs af landegrænser. De
historiske samlinger af europæisk og asiatisk kunsthåndværk og
kunstindustri rummer hovedværker inden for blandt andet kinesisk
keramik, 1700-tallets franske og tyske porcelænsindustrier samt
engelsk og fransk møbelkunst. I de fortællende opstillinger lægges
vægt på samlingernes betydning for den danske udvikling, men også
den besøgende, der blot ved lade sig imponere af kunsthåndværkets
detaljer, vil gå herfra en oplevelse rigere.
Designstudiet - specielt for unge og børn
Design appellerer til andre sanser end synssansen. Nogle former er
så forførende, at selv voksne skal lægge bånd på sig selv for ikke
at røre en kurve, en overflade eller en indbydende form. I
Designstudiet er der mulighed for det, der ellers altid er forbudt
på museer: Her må man nemlig røre ved de udstillede genstande.
Designstudiet henvender sig især til børn og unge, men vækker som
regel lige så stor begejstring hos det voksne publikum.
En af byens hyggeligste caféer
Designmuseum Danmark ligger i smukke omgivelser ved
Grønnegårdsteatret. Der er mulighed for at afslutte turen på museet
med et besøg i cafeen - om sommeren med servering i Grønnegårdens
smukke udendørs omgivelser.
Designbutik
Designmuseum Danmarks butik er inspirerende og
hyggelig. Her findes et godt udvalg af designlitteratur, legetøj,
plakater, tekstiler, keramik samt smykker.
Design og kunstindustri kan du også opleve på Dansk
Arkitektur Center.