Show Time på Gl Holtegaard
Koreografi i international samtidskunst
Af Kulturklikredaktionen
Gl Holtegaard tager pulsen på koreografien
Hvad sker der, når folk uventet begynder at danse? Når
tankstationer pludselig bliver til scene for capoeira og
balletdansere indtager fabrikker? Med udstillingen Show Time tager
Gl
Holtegaard nu pulsen på koreografi som motiv i
international samtidskunst.

Kan verden forandres med en enkelt
bevægelse?
Dette spørgsmål slår tonen an på vinterens udstilling på Gl
Holtegaard. Udstillingen forener en række af de nye
talenter fra den internationale scene for samtidskunst, der alle
arbejder med kroppen og koreografi som motiv i kunsten.

Kroppen var politisk
Siden 1960'erne har performancekunstnere, dansere og arkitekter
arbejdet med kroppen som redskab til erfaring og erkendelse af
verden. I en lang række værker har kunstnere undersøgt kroppens
potentiale for frisættelse af bevidstheden udfoldet gennem
bevægelse, dans og performance. Som del af 1960'ernes opgør med
kønsroller, mande- og kvindebilleder blev kroppen politisk af væsen
og udtryk.

Ny længsel efter orden og systematik
Kroppen og dens sprog er nu tilbage som motiv i samtidskunsten.
Men hvor det før handlede om frisættelsen af kroppen, så er
værkerne blandt nutidens kunstnere drevet af en ny længsel efter
orden og systematik. Gennem deres værker peger de på, hvordan vores
færden som mennesker både er defineret af rammerne omkring os - og
samtidig på, hvordan vi kan skabe vores egen plads netop gennem
bevægelsen.

Installationer, skulpturer og billeder
På SHOW TIME kan publikum opleve kroppen og koreografien udfoldet
i form af film, installationer, skulpturer og billeder samt live
opført på udvalgte dage af dansere i koreografien 'Optrin' skabt af
Luis Lara Malvacias. Vi møder blandt andet nutidens urbane helte
danse capoeira hos australske Shaun Gladwell, forholdet
mellem ideal og virkelighed udfoldet som gymnastik hos franske
Jacqueline Doyen og utopien om den moderne frihed sat på spidsen i
balletdanserens møde med fabriksarbejderen hos kinesiske Cao Fei.
Fra den hjemlige kunstscene præsenteres Nina Saunders mageløse
skulpturer af deforme møbler, der tvinger publikum til at opfinde
nye måder at bevæge sig i rummet på.
Udstillingen varer fra 27. januar - 25. marts 2012
Læs om Zonkels Scenekanon på
Teatermuseet i Hofteatret
Læs om en anden slags balance og
kropsforståelse på Medicinsk Museion